18-05-2014

1. dag (lørdag den 1. marts 2014) : Bilturen hjem

Vi havde forestillet os, at Mouna let ville klare køreturen hjem fra Dragør. For Mouna havde prøvet at køre i bil flere gange, også alene uden søskende og uden mor Nova, da hun har været to gange til fysioterapi hos Charlotte Frigast i Ringsted. Mouna fik omkring sin 5 ugers alder et hold i nakken, så hendes hoved var på skrå.

Men Mouna var ikke helt tryg ved situationen med bilturen hjem til os. Gitte sad med hende foran, mens Anders kørte. Og Mouna peb og var utryg. Vi kørte ind til siden og hun så en hest. Og vi gav hende vand at drikke. Da hun kom ned mellem Gittes fødder, faldt hun i søvn. Om det skyldtes den velkendte lugt af Gittes fødder i sandaler, som hun kender fra de mange besøg vi har været på i de 8 uger hos opdrætter Charlotte, hendes søskende og mor Nova, eller det faktum, at vi nu kørte på motorvej med 90 km/t, og der ikke var ujævn asfalt og motoren kørte i samme monotone lyd, må stå hen i det uvisse.

  • Så faldt Mouna i søvn i bilen hjem

    Bemærk sandalerne og sokkerne i dem.

  • Og senere hjemme

    Efter alle indtrykkene, falder Mouna i søvn med snuden i sandalen. Bemærk sokkerne på fødderne ved siden af

En Nova Scotia Duck Tolling Retriever i hjemmet

Vi havde en klar ide om, at vi ville optage videoer og billeder og næsten live opdatere Mounas hjemmeside. Men al tiden går med at være sammen med Mouna, lege og træne. Og tilvænne hende de nye omgivelser. Den første dag havde hun meget hjemve og savnede sine søskende. Og Anders måtte sove sammen med hende på gulvet. Det blev en kort nat efter en begivenhedsrig dag. I seng 23.45 og op kl. 3 om natten.

Men her den anden dag går det meget bedre og vi håber at i morgen bliver dagen, hvor Mounas hjemmeside bliver flot opdateret.

Den indre andelokker kommer frem

Man er vel en jagthund, eller..?

  • Sikken et sted: Man skal arbejde for maden

    (Note fra hundeforældrene: Hun har altså også en madskål, hvor hun nemt kan hente maden)

  • Det er rart at have noget at bide i

    (Note: Det er en dentalstick. Hun har også fået et griseøre. Og det tager sin tid, at få kål på det. Selvom man har spidse tæner, så er de små)

  • Men så trænger...

  • ... man også til at sove lidt

2. dag (søndag)

Gitte var ikke helt frisk. Så hun holdt sig for det meste indendørs.

Anders lavede havearbejde med hæksaks og kost, og Mouna lærte at kosten ikke er farlig. Hun snusede til den og bed i de røde børster. (Men af pædagogiske grunde, fik hun ikke lov til at røre hæksaksen). Ligeledes har vi støvsuget indendørs og vasket gulve med en dampspruttende moppe, som man kan se på Tv-shop-kanalen og købe gennem Twins. Og Mouna bestod disse prøver med glans.

Vi har trænet, at Anders går ind og ud af hoveddøren, med og uden overtøj på. På forskellige tidspunkter, mens Mouna har været optaget af svineøre og dentalstick. Og hun klarede også det fint.

3. dag (mandag)

I dag er det Mounas fødselsdag, hurrah, hurrah, hurrah. Til lykke med 2 månedersdagen Mouna.

Dagen i dag blev anderledes, end vi havde planlagt. Gitte havde klaget over ondt i halsen fra om søndagen. Så hun fik lov til at sove længere end Mouna og Anders.

Mouna og Anders stod ellers sent op i dag - kl. 4.30. Denne 2. nat forløb lettere end den første. Hundemenneskerne sov i sengen - Anders behøvede ikke sove på gulvet. Mouna ville også ind imellem op at ligge sammen med flokken. Men sengen er for høj til, at Mouna kan kravle op og springe ned på gulvet, så vi sov let, for at hjælpe hende op og ned, op og ned hele natten. Men det føltes som om, der gik timer imellem.

Gitte var ikke helt frisk, men vi blev enige om, at hun havde behov for frisk luft, og godt klædt på med hue og vanter, kørte vi kl. 7 sammen med Mouna ned til parkeringspladsen ved stranden, for at mødes med Fayas to hundevenner, Oscar og Anton (begge to er dansk-svenske gårdhunde), sammen med deres hundemennesker, Lillian og Hanne. Mouna var meget glad for at hilse på dem. Og så kørte vi hjem igen. Mouna er stadig ikke helt tryg ved at køre bil, men det hjælper med godbidder.

Gitte havde det ikke helt godt, så hun tog sin temperatur og fandt ud af, at hun havde feber. Så hun var nødt til at sygemelde sig fra arbejde. Vi havde ellers regnet med, at Mouna og Anders skulle køre hende på arbejde.

I dag træner vi høje lyde og at være stille, og Mouna er fantastisk lærenem. Dagens store udfordring var da vi tømte opvaskemaskinen; da ville hun kravle op på låget, og Anders måtte sige "nej". Da hun lå roligt, fik hun godbid, hvoreftet det var muligt, at tømme opvaskemaskinen helt, mens hun blev liggende.

Udenfor i gårdhaven har vi trænet med tennisbolde, og Mouna afleverede en bold, da hun kom løbende forbi Anders med bolden i munden, og der var udsigt til en godbid.

4. Dag (tirsdag)

Der blev sovet godt igennem og Mouna sov mestendels på gulvet. Først sov hun til kl. 4, var ude at tisse og sov derefter oppe i sengen til kl. 6.

Kl. 12.20 var hun til tjek hos fysioterapeut og dyrlæge Charlotte Frigast, pga. de spændinger Mouna har i nakken. Derefter kørte vi til Greve, hvor Anders købte ind, mens Mouna og Gitte blev siddende i bilen. De sov begge to, da Anders kom tilbage. Mouna bliver bedre og bedre til at køre i bil.

Hjemme lavede vi stærk suppe, så Gitte kan blive rask igen.

  • Leverfarvet snude eller

    Når nu, man ikke er født som en sortsnudet toller...

  • sort snude, det er spørgsmålet

    ..så kan man vel blive det af at grave i en urtepotte?

5. dag (onsdag)

I dag sov vi til kl. 6.40. Jamen er det ikke fantastisk.

Mouna har fået flere legesager. Men hun nyder også at udforske egenskaberne i grøntsager. Hun har fået en gulerod, en stump knoldselleri og en hel pære. Sidstnævnte oplevelse kan ses af videoen her. Derudover har hun prøvet konsistensen af en appelsinbåd - og det kunne hun godt lide. Det var skægt.

6. dag (torsdag)

Der var fuld drøn på Mouna i dag fra kl. 5 om morgenen, så det galdt om at få sovet, når hun sov. Men til sidst var vi så trætte, at vi gik ud som lys.

I dag fik vi trænet, at Mouna var alene hjemme. Hele 5 minutter uden hun blev ulykkelig. Og hun vidste godt, at vi var gået.

Og så sov vi fra kl. 23.00 aften til kl. 6.40 morgen. Ind imellem var Mouna ude og tisse 2 gange, men faldt hurtigt i søvn igen.

7. dag (fredag)

Mouna fylder 9 uger i dag. Til lykke skat.

Efter hundemenneskerne fik morgenkaffe, gik vi en morgentur rundt om vores boligområde. Også i dag mødte vi beboere, der synes Mouna er den dejligste hund. Og Mouna elsker at tale med andre mennesker. Og så mødte vi Fifi, og hendes hundemenneske Mia. Mouna elsker at møde andre hunde, hun falder ned på sine forben, op med rumpen og logrer med halen.

STATUS HER PÅ SLUTNINGEN AF DEN FØRSTE UGE

Mouna var stueren, da vi fik hende hjem. Stor tak til Charlotte og familien Guldberg - I har gjort et fantastisk arbejde. Der er sket nogle få uheld indendørs - og det har mestendels været os, hendes hundemenneskers skyld - men i forhold til det samlede billede, så er det helt utroligt, så dygtig hun er. Vi ved godt, at når Mouna har sovet, leget og spist, så skal hun udenfor at tisse. Men nogen gange vil hun lege videre for sig selv inde i stuen, og så går vi andre tilbage til det vi er i gang med; at lave mad i køkkenet o.lign. Eller om natten, hvor vi ikke når at reagere. Det er samlet set gået galt ca. 9 gange - hvoraf 7 gange var at tisse på gulvet (de fleste gange på fliserne i bryggerset og linoliumgulvet i køkkenet) . Og det er lidt på en uge og meget flot af en 9 uger gammel hvalp.

Mouna er meget snakkende. Hun har allerede det særlige sprog, som tolleren er så kendt for.

Mouna møder hunde hver dag. Og hun er meget glad for møderne. De andre hunde, der alle er vokset ud af hvalpestadiet - de fleste voksne hunde - er meget søde, men siger selvfølgelig fra, når Mouna farer for meget rundt om dem og napper med sine spidse tænder. Det har alle været sunde møder, hun har haft, og det er tydligt at se, at Mouna opfatter sig som værende i toppen af hakkeordenen hunde imellem.

Mouna kører bil hver dag og hun bliver dygtigere og dygtigere til det.

Mouna udvider sit lokale verdensbillede - for hver dag går vi lidt længere ture, både med og uden snor. Hun har fundet ud af, at der sker mange spændende ting på turene udenfor hjemmet og gårdhaven; man møder mennesker, der vil nusse og kæle, og man møder andre hunde.

Mouna ser "Bonderøven" på DR1. Mounas yndlingsserie er løverne, der vises på DR1 om morgenen kl. 7-9 (sådan cirka), forleden var det ret dramatisk, for der trampede vandbøflerne en løveunge ihjel. En anden yndlingsserie er Kommisær Rex.